Vedisk religion

Rigveda manuskript på sanskrit. Papir fra Indien (19. århundrede). 10 linjer i devanagariskriften med sletninger i gult, vediske accenter og rettelser i rødt.

Den Vediske kulturs religion er forløberen for både den klassiske og den moderne Hinduisme, men også for Buddhismen og Jainismen. Religionens liturgi findes beskrevet i Vedateksterne, hvor man også kan se, at den var centreret omkring et præsteskab af brahminer, som foretog de rituelle ofringer. En lille gruppe indenfor den konservative Shrauta-bevægelse fastholder stadig denne tradition i moderne hinduisme.

De tekster, der anses for at stamme fra den vediske periode, er skrevet på vedisk sanskrit. Det drejer sig hovedsagelig om de fire vedaer, men Brahmanaerne og nogle af de ældste Upanishader betragtes også som vediske. Vedaerne fortæller om den liturgi, der var forbundet med ritualer og ofringer, udført af purohitaer. For de troende var sangene i Rigveda og andre vedaer guddommelige åbenbaringer, og præsterne blev betragtet som lyttere (shruti, der betyder "det som høres"), snarere end forfattere.

Gudstjenesten bestod i ofringer og fremførelse af sange. Det vediske præsteskab hjalp desuden de almindelige mennesker med at udføre ritualer, der blev brugt for at få mange børn, okser og rigdom. Denne form for gudstjeneste er intakt selv i dag, sådan som det kan opleves i talrige, hinduistiske ritualer, der omfatter oplæsninger fra vedaerne for at opnå rigdom og almindeligt velfærd.

Dele af den vediske religion strækker sig tilbage til perioden, før de indo-iransktalende folkeslag indvandrede i området. Den vediske periode anses for at være sluttet omkring år 500 f.Kr., hvor den vediske religion gradvis blev omformet til de historisk kendte, dharmiske religioner, først og fremmest Vedantaskolerne og Buddhismen, der på deres side igen udviklede sig til nutidens hinduisme.


Developed by StudentB